I denne begynder guide viser jeg hvordan du hækler frem og tilbage med stangmasker.
Guiden indeholder luftmasker, vendemasker, stangmasker, ind og udtagninger.
Men først skal du have noget garn og en hæklenål.

Jeg bruger alm. bomulds garn 8/4 og hæklenål nr. 2,5

Vi starter med at skulle hækle luftmasker

Luftmasker:

Luftmasker er en af grundmaskerne i hækling, og bruges til at starte mange opskrifter op med. Du kan også støde på en opskrift hvor luftmasker bruges midt i arbejdet.
Luftmasker forkortes med Lm.

Luftmasker skal ikke hækles for stramt, da du ellers vil have svært ved at skulle hækle masker ned i dem bagefter. I starten vil det måske være svært at få luftmaskerne ensartet, men det kommer med tiden, at det bare ligger i hænderne.

1.Start med at lave en løkke om nålen

2. Stram den lidt til.

3. Slå garnet om nålen.

4. Træk nu garnet med igennem løkken. Der er nu lavet 1 luftmaske.

5. Slå igen garnet om nålen.

6. Træk snoren igennem løkken igen. Nu har du lavet 2 luftmasker.

I denne guide laver du i alt 15 luftmasker.

Nu skal vi hækle stangmasker tilbage i luftmaskerne. Men først skal vi lave en vendemaske. Vendemasker er luftmasker. I en opskrift vil der måske stå “Vend med 1 lm ( luftmaske) “når arbejdet vendes, eller en ny omgang startes ( når man hækler rundt). Vendemasker laves for at give samme højde i rækken/omgangen, som de masker du hækler med. Du kan læse mere om vendemasker HER

Når du arbejder i stangmasker, skal der vendes med 3 luftmasker.

Da vi i denne guide hækler med stangmasker, skal der vendes med 3 luftmasker. Så inden vi begynder at hækle stangmasker i luftmaskerne laver vi 3 luftmaske mere, så der i alt er 18.

Stangmasker:

Nu skal vi hækles stangmasker. Stangmasker forkortes med Stgm.

1. Den første stangmaske hækles altid i 4. luftmaske fra nålen.

2. Slå garnet om nålen.

3. Stik nålen ned i den 4. luftmaske fra nålen.

4. Slå garnet om nålen.

5. Træk garnet med tilbage så du har 3 løkker på nålen.

6. Slå garnet om nålen.

7. Træk garnet med igennem de 2 af løkkerne på nålen.

8. Slå garnet om nålen.

9. Træk nu garnet med igennem de sidste to løkker på nålen. Du har nu hæklet din første stangmaske.

10. Slå garnet om nålen.

11. Stik nålen ned i næste luftmaske.

12. Slå garnet om nålen.

13. Træk garnet med tilbage så du nu har 3 løkker på nålen.

14. Slå garnet om nålen.

15. Træk garnet med igennem de to af løkkerne på nålen, så du har 2 løkker tilbage på nålen.

16. Slå igen garnet om nålen.

17. Træk garnet med igennem de sidste to løkker på nålen. Du har nu hæklet endnu en stangmaske.

18. Fortsæt med at hækle stangmasker i alle luftmaskerne rækken ud. Du har nu 15 stangmasker.

19. Lav 3 luftmasker.

20. Vend dit arbejde.

21. Slå garnet om nålen.

22. Stik nålen ned i den første maske.

23. Slå garnet om nålen.

24. Træk garnet med tilbage så du nu har 3 løkker på nålen.

25. Slå garnet om nålen.

26. Træk garnet med igennem de to af løkkerne på nålen.

27. Slå garnet om nålen.

28. Træk garnet med igennem de sidste to løkker på nålen. Du har nu hæklet den første stangmaske på denne række.

29.Gentag og hækl stangmasker rækken ud.

Gentag rækkerne nogle gange, så du føler at nu sidder den der 🙂 og husk at vend arbejdet med 3 luftmasker.

Måske dit ikke ligner mit, men det kan skyldes din hæklefasthed, og den du læse mere om HER

Nu har du lært at starte op med luftmasker, og at hækle stangmasker. Det næste jeg vil vise er hvordan du laver indtagninger, og udtagninger i stangmasker.

Nu skal vi til indtagninger i stangmasker.

En indtagningen er hvor du reducere maske antallet. Altså hvis du har 15 masker, og skal lave en indtagning så du ender på 14 masker.

En indtagning betegnes gerne som sammenhækling af 2 masker til 1.
I denne guide vil vi lave en indtagning i starten og slutningen af rækken.

1.Vend dit arbejde og lav 3 luftmasker

2. Slå garnet om nålen.

3. Stik nålen ned i den første maske.

4. Slå garnet om nålen.

5. Træk garnet med tilbage så du nu har 3 løkker på nålen.

6. Slå garnet om nålen.

7. Træk garnet med igennem de to af løkkerne så du har to løkker på nålen nu.

8. Slå igen garnet om nålen.

9. I stedet for at færdigegøre stangmasken, stikker du nålen ned i næste maske.

10. Slå garnet om nålen.

11. Træk garnet med tilbage så du nu har 4 løkker på nålen.

12. Slå garnet af nålen.

13. Træk garnet med igennem 2 af løkkerne på nålen, så du nu har 3 løkker tilbage

14. Slå garnet om nålen og træk garnet med igennem de sidste løkker på nålen. Du har nu lavet en indtagning. 2 stangmasker er hæklet sammen til 1.

15. Hækl stangmasker i de næste 11 masker.

16. Nu hækler vi de 2 sidste masker sammen. Slå garnet om nålen.

17. Stik nålen ned i næste maske.

18. Slå garnet om nålen.

19. Træk garnet med tilbage så du nu har 3 løkker på nålen.

20. Slå garnet om nålen.

21. Træk igennem de 2 af løkkerne på nålen.

22. Slå garnet om nålen

23. Stik nålen ned i sidste maske.

24. Slå garnet om nålen.

25. Træk garnet med tilbage så der nu er 4 løkker på nålen.

26. Slå garnet om nålen.

27. Træk garnet igennem de 2 af løkkerne på nålen, så du har 3 løkker tilbage.

28. Slå garnet om nålen.

29. Træk garnet igennem de sidste løkker på nålen. Der er nu lavet endnu en indtagning. 2 masker er hæklet sammen til 1. Der er nu 13 stangmasker på denne række

30. Vend arbejdet og lav 3 luftmasker.

Indtagning af stangmasker

31. Lav 1 indtagning i de to første masker, hækl 9 stangmasker og lav 1 indtagning i de sidste 2 masker. Der er nu 11 stangmasker på denne række. Sådan laver man indtagninger stangmasker.

Udtagninger

Udtagninger er hvor man øger maske antallet

Udtagninger er ens i alle masketyper. Og der laves altid 2 masker i 1 maske. Jeg viser det her så der ikke er nogen tvivl 🙂

1.Vend arbejdet og lav 3 luftmasker.

2. Hækl 1 stangmaske i første maske.

3. Hækl endnu 1 stangmaske ned i samme maske, så der nu er hæklet 2 stangmasker ned i samme maske. Der er nu lavet 1udtagning.

4. Hækl 1 stangmaske i de næste 9 masker.

5. Hækl 2 stangmasker i den sidste maske. Der er nu lavet en udtagning i sidste maske, og der er nu 13 masker på denne række.

6. Vend dit arbejde og lav 3 luftmasker. Hækl 2 stangmasker i første maske, hækl 1 stangmaske i de næste 11 masker. Hækl 2 stangmasker i sidste maske. Der er nu lavet udtagning i start og slut af denne række og der er nu 15 stangmasker på rækken igen.

Vil du skifte farve i stangmasker? Så finder du en guide til farveskift HER

Nu har du lært luftmasker, vendemasker, stangmasker, og ind og udtagning, og du er godt på vej ?